PRIVAT

Mit navn er Jette Tjørnelund, og jeg er 58 år gammel. Jeg er mor til to voksne døtre Helena og Lærke som er godt i gang med deres uddannelse. Jeg er gift med Egon Christensen, der er dyrlæge og som også er far til vores børn. Vi bor på landet i et dejligt hus med masser have lidt syd for Viby Sj. – og husstanden består foruden Egon, Lærke og mig også af vores Jack Russell Terrier Futte og kattene Frederikke, Feline, Stribe og Merkel.

Lidt om mig
Egon og jeg har kendt hinanden siden år 1991 – og blev gift i 1993. Vi er begge flyttet til djævleøen fra det jyske for at læse i København. Jeg er født og opvokset i en lille landsby ved Ribe i Sydvestjylland og er en efternøler i en søskendeflok på seks. Mine forældre levede af jordbær- og kartoffelavl samt en mindre maskinstation som udførte arbejde for lokale landmænd. Jeg er opdraget til, at når noget skal gøres må alle bidrage med hvad de kan, så godt de kan. 

 Det lå ikke kortene, at jeg som 19 årig skulle flytte til København for at få en uddannelse som farmaceut og senere en Ph.D-grad i analytisk kemi. Jeg har været lektor på universitet, specialist i lægemiddelindustrien og leder i biotekbranchen. I dag arbejder jeg fuldtid med lægemiddelproduktion til kræftdiagnostik på DTU, Risø Campus ved siden af mit byrådsarbejdet.

 Jeg har boet med Egon lidt syd for Viby siden 1999, hvor jeg trives med godt naboskab og fælleskabet i foreningslivet. Jeg er formand for Viby 4H som er en forening for børn, der synes godt om natur, dyr og madlavning.

Du kan læse mere om min politiske baggrund på siden Politiker.

Fritid er hjemme- og naturtid
Fritid er der ikke meget af – faktisk går en stor del af min tid med arbejde og politik. Mange eftermiddage og aftener er besat med mødeaktiviteter og arrangementer af forskellig art. Hvis politik kan kombineres med ”fornøjelse” ved at hele familien tager afsted, f.eks. når der er koncerter, så gør vi gerne det.

Netop derfor bliver hyggetid hjemme og haven i den grad værdsat i vores familie. Desuden bliver det til masser af gåture rundt i naturen – med hunden i snor. I weekenderne er en af favoritbeskæftigelserne hygge med kulturoplevelser, god mad i køkkenet og nyde vores vilde have, hvor der altid er hyggekrog eller noget der skal gøres. Skal pulsen om tager jeg gerne et spil badminton eller går en frisk tur.

Jette Tjørnelund


Mor til Helena og Lærke, og gift med Egon
Har brugt mange timer i vores smukke natur på udkig efter dyr, fugle og planter
Elsker sommerferie i Danmark både med vind i håret og højt solskin 
Har en svaghed for chokolade og lakridspiber
Er glad for at lære nyt og kan finde på at nørde for sjov
Tror på at smilet er den korteste vej mellem to mennesker